Skabt af Macherot. Senere overtaget af de Groot og Turk (1970-1984), derefter Bédu (1986-1997) og er nu i hænderne på Rodrigue (2003-?).
Indhold |
Clifton er en serie oprindeligt skabt af Raymond Macherot, der også har tegnet serierne om Sibyline, Kloro og Katnap. Ulig de andre tegneserier, der alle har dyr i hovedrollerne, handler Clifton om en pensioneret oberst, der arbejder for den britiske spionagetjeneste MI5/MI6. Macherot tegnede selv kun tre historier med Clifton i 1960'erne, nemlig Clifton og Sværvægterbanden, Clifton i New York og Clifton og Spionerne. Disse blev først senere udgivet af Carlsen Comics i ét samlet album under titlen Tre sager for Clifton. Derefter lå serien på hylden i nogle år, indtil den blev overtaget af forfatteren Bob de Groot og tegneren Turk, der i 1970 genstartede serien med Sagen om Wilkinson.
Serien er detektiv- og spionhistorier, med et humoristisk islæt, specielt de tidligere album bærer præg af falde-på-halen humor og visuelle gags. Der er en gennemgående leg med navne i serien (journalisten Donald Paperback, menig Blacknail, inspektør Hardfeeling, programmøren Mathfool, pedellen Thomas Handyman etc.), ligesom der ofte forekommer karikaturer af kendte personer (Louis de Funès, Charles Bronson, Alfred Hitchcock, m.fl).
Harold Wilberforce Clifton er en pensioneret oberst, der nu arbejder for MI5, den britiske efterretningstjeneste. Clifton er en snarrådig, patriotisk brite med et til tider hidsigt temperement. Han kører en rød MG med nummerpladen LKP 323 (Cliftons far har en grøn MG, og Scotland Yards John Haig har en gul), har et nært forhold til katte, og samler desuden lidenskabeligt på cigarmavebælter fra hele verden. Clifton bor i Puddington, en forstad til London, men har også en lejlighed inde i storbyen.
Der er flere bi-personer der bidrager til humoren i serien - ikke mindst Cliftons husholderske miss Partridge, der styrer hans hjem med hård hånd. I serien optræder også den emsige politimand Mathias Engelbert Odon Walther Strawberry, som Clifton møder flere gange, og som han til sin store ærgrelse og frustration altid får bøder af (Sagen om Wilkinson, En blodig weekend, Røde ører og varmt bly), samt den håbløst idiotiske chef-inspektør fra Scotland Yard ved navn John Haig, der assisterer Clifton i Sagen om Wilkinson og i den korte histore 77345 (fra En hjertesag). Andre gennemgående figurer i serien er også Cliftons overordnede, Kaptajn Twincam og Don Spruce, der udstykker opgaver i flere album.
Et par gange møder vi også den lokale dyrehandler, der påstår at Clifton med sine indkøb af kattemad står for 40 procent af hans omsætning (Leoparden er løs, Hukommelse på afveje), og vi får også en enkelt bemærkning fra Cliftons bilmekaniker, der fryder sig over Cliftons konstante uheld med sin elskede MG, og derfor fremsynet har investeret i et kæmpe reservelager af MG-dele (Leoparden er løs).
Serien oplevede et forfatterskift til Bédu i 1986 på albummet For skole, konge og fædreland. Selvom serien stadig udgives i udlandet, og nu har fået ny tegner, stoppede Carlsen dog udgivelserne i Danmark i 1990, og albummet Spejdere og spioner er foreløbigt det sidste der er udkommet på dansk.
Serien om Clifton har kørt længe, og har skiftet mange tegnere og forfattere igennem tiden. Der er også udkommet mange små historier i diverse udenlandske serieblade, hvoraf størstedelen ikke er udkommet i Danmark.
Der er også lavet en kort tegnefilm over Clifton-historien Onder Cliftons paraplu (Under Cliftons paraply) med titlen Pech voor Clifton (Uheld for Clifton). Den blev lavet hos Belvision, filmafdelingen på forlaget Le Lombard. Filmen varer 6 minutter og er fra 1984, den er produceret af Michel Leloupe, med stemmer af Anthony Hamilton (Clifton), Georges Pradez og Joanna. Musik af Armando Carrere, animation af Jos Marissen og Marcel Colbrant. Filmens plot kendes ikke p.t.