Dansk tegneserie af Ivar Gjørup også kendt som Olfax.
Startede oprindeligt i dagbladet Information men flyttede senere til Politiken hvor serien stadigt fortsætter efter en mindre pause.
Indhold |
Hovedpersonen i serien, Divus Madsen, er Gud, men bevæger sig ned blandt menneskene. Det fører ham indledningsvist ind på en psykiatrisk afdeling hvor han møder en lang række af de øvrige personer i serien.
Som serien udvikler sig, udvikler der sig et forhold mellem Divus og en af patienterne ved navn Sandra, også kaldet Sanddru Sandra, som plages af momentane klarsyn hvor hun ser verden uden de rosenrøde briller vi mennesker ofte anlægger.
De får senere datteren Gaia.
Ud over kommentarer til aktuelle begivenheder bevæger Egoland sig ofte ud i kommentarer til den klassiske mytologi og filosofiske emner, for eksempel viser det sig til brylluppet mellem Divus og Sandra at hans forældre er Zeus og Hera fra den græske mytologi. Et andet eksempel er det motto som Divus tilskriver sin bil, der muligvis ikke helt overholder færdselsreglerne, "at være, ikke at synes".
Denne type spidsfindigheder går igen i mange af seriens striber, såvel som i titlerne på de forskellige album, for eksempel "Hunnen er menneskets bedste ven" eller "Menighed gør stærk".
Egoland samles løbende i albumform, hvoraf der i skrivende stund findes 18 udgivelser. Disse kan alle købes fra seriens hjemmeside.
I 2006 opstod en alvorlig kontrovers mellem Gjørup og Politikens redaktør som førte til at Gjørup sagde sin stilling op. Baggrunden var et skift i format hos Politiken som medførte at Egoland blev flyttet fra sin hidtidige position som "editorial cartoon" til den knapt så flatterende plads ved siden af WulffMorgenthaler på bagsiden af avisen.
Striden blev dog løst efter et par måneder og Egoland er nu tilbage på sin vante plads.